|
|
|
|
Når talen falder på at skrive testamente, sker det ofte, at der kommer bemærkninger som: "Nu forventer jeg jo ikke at dø i morgen", "Ja, jeg er jo ikke dødssyg", "Når jeg er død, må I selv om det", "Der bliver ikke noget tilbage. Jeg skal nok bruge rub og stub".
Alle disse kommentarer dækker sædvanligvis over, at de fleste mennesker ikke kan lide at tale om døden. De skubber tanken fra sig om, at vi alle når der til, og at vi ikke har nogen chance for at vide, hvornår vi dør, hvis vi da ikke lige har en dødelig diagnose.
Det kan ellers være en god ide at gøre sig nogle tanker om, hvad der skal ske, når man er død - eller kommer i den situation, at man er "næsten død". I den forbindelse kan der være et problem, hvis man ikke har talt med sin ægtefælle, sine børn eller anden familie om, hvordan de skal forholde sig til organdonation.
Så er der spørgsmålet om ceremoni, kremering og begravelse.
Ceremonien kan foregå i kirken, hvis man er medlem af folkekirken. Man kan også selv forestå handlingen, for eksempel i et kapel. I kirken synger man salmer og præsten prædiker, og man er bundet til et ritual. Det er almindeligt, at præsten siger lidt personligt om den afdøde, men det man kommer for, er en "trøstende prædiken" og en jordpåkastelse, som kan foregå i kirken eller ved graven.
Det vil være en rettesnor, hvis afdøde har skrevet lidt ned om ønsker til begravelsesform og eventuel salmevalg. Og måske også om der skal være sammenkomst, efter at de pårørende har sagt farvel til kisten.
Det foregående berører ikke direkte overskriften testamente, men har man gjort sig tanker, kan disse vedlægges testamentet eller være indeholdt i selve dokumentet.
Selv om man ikke har de store værdier, kan det være praktisk at se sig om i sit hjem, sin bankboks og sin bankkonto.
Har man flere livsarvinger, vil de arve boet automatisk. Det forekommer dog ofte, at et ægtepar har dine og mine børn - og måske endda vores! Så er sagen ikke så ligetil. Her har det stor betydning, hvem der er død. Min far eller din far eller vores far. Er der intet testamente, kommer det store regnestykke ind. Ægtefælle og særbørn er pludselig en slags konkurrenter i forhold til andele og tvangsarv. Man er blevet en familie med hver sine interesser.
Har man ingen livsarvinger, har den nærmeste familie arveret efter bestemte regler.
Har man effekter af værdi, kan der opstå hede diskussioner om, hvem der skal have hvad.
Har man fast ejendom, kan det være et spørgsmål, om den skal sælges i forbindelse med bodelingen - og til hvilken pris.
Ja faktisk er spørgsmålene uendelige. Derfor skal man se at komme udover den følelsesmæssige blokering ved tankerne om sin egen død. Man skal tænke situationen igennem og få skrevet ned, hvordan man ønsker det praktiske foretaget.
Når man har gjort det, kan man skrive kort og klart, hvad man ønsker; købe dokumentpapir og lave kopi. Så går man på notarialkontoret og får det læst igennem og godkendt, skriver det under og får det stemplet og gemt. Man får selv en kopi.
Man kan også gå til en advokat og få vedkommende til at skrive testamentet. Eventuelt efter at man har fået råd om, hvordan boet bedst foreståes.
Det er vigtigt at vide, at et testamente kan ændres i sin fulde form eller ved, at man skriver et såkaldt kodicil, som er en tilføjelse. Så skal man bare igenne proceduren en gang til.
Man skal naturligvis være tilregnelig, når man skriver et testamente. Derfor skal et sådant dokument også underskrives af to vidner.
|
|
